Derfor blogger FTF’s formand
FTF ønsker åbenhed og dialog – også med dem, der ikke er enige. Det er gennem debatten, man finder nye løsninger. På BentesBlog vil FTF’s formand starte debatter, men også blande sig i samfundets løbende diskussioner.
Bloggen bliver skrevet af Bente Sorgenfrey. Det er hendes meninger, holdninger og oplevelser som FTF-formand, der kan læses. BentesBlog vil forhåbentlig også give indblik i læsernes gode ideer og feedback på nye undersøgelser, politiske udspil – begge dele som inspiration til FTF’s videre arbejde.
Bloggen er ikke en formel indflydelsesvej som erstatning for det traditionelle medlemsdemokrati. Bloggen er et supplement – et sted, hvor alle kan komme til orde.
450.000 medlemmer kan ikke være enige om alt, og det kan næsten 100 medlemsorganisationer heller ikke, men det er dialogen, der gør os klogere. Og forhåbentlig bedre med læsernes hjælp.
BentesBlog har ikke ét tema – men mange. For FTF har en række højtprioriterede områder, som fx kvalificeret arbejdskraft, stress, boligmangel, arbejdsmiljø, ledelse og familie & arbejdsliv.
BentesBlog er ikke planlagt til at være tidsbegrænset. Men dialog kræver konstruktiv deltagelse, og derfor håber vi, at I har lyst til at være med.
